v/ Morten Petersen · Snorløkke 5 · 5985 Søby Ærø · Tlf. 6258 2020 · Mob. 6174 5442 · post@naturtag.dk

Til Ærø - "perlen i det sydfynske øhav", der ligger ca. 1 times sejlads fra byerne Rudkøbing på Langeland, Svendborg og Fåborg på Fyn og endelig kan man også sejle herover fra Mommark på Als. Fra Skjoldnæs i vest til Erikshale i øst er der ca. 30 km, og der er 9 km på det bredeste sted. Synneshøj er 68 m over havet, og på landevejen langs øens højderyg er der udsigt til vandet skiftevis på den ene eller anden side - vi er på en ø.

Ærø

6.794 fastboende mennesker er vi herovre på øen, i Ærø kommune, hvor vi endnu har et velfungerende skole- og sundhedssystem. Søby motorfabrik og Stålskibsværft er øens største arbejdsplads med over 100 ansatte, elles er det mest små håndværksvirksomheder og servicesektoren, der giver beskæftigelse. Øens 4 skoler, 2 efterskoler og 2 højskoler beskæftiger også en del. Turismen øger omsætningen i sommerhalvåret, når feriehuse og pensionater fyldes af turister, der kommer for at opleve den enestående natur og de nuttede små huse i "eventyrbyen" Ærøskøbing. På den nordvestlige spids ved Skjoldnæs fyr findes øens nyeste attraktion, en 18 hullers "double seaside" golfbane, der ventes at tiltrække mange besøgende. Landbruget, der fylder meget, har jo ikke længere mange arbejdspladser, men grise, og en del malkekvæg, der spiser majsensilage i deres løsdriftsstalde året rundt, og jeg vil tro 15 -20 skotske køer, der græsser ude året rundt. Heraf de 7 her hos mig, Morten Petersen, der er indehaver af Ærø Tækkeforretning, og driver 4,5 Ha med græs til køerne.

Fra København til Herremarkerne

I 1993 afsluttede jeg min uddannelse som Hortonom (havebrugskandidat) fra Landbohøjskolen i København, og fik umiddelbart derefter arbejde som forskningsassistent på samme sted. I 3½ år forskede jeg i aromaen af æbler og kirsebær, og produkter produceret af disse.

Drømmen om egen jord under gummistøvlerne gjorde at jeg i 1998 forlod de sjællandske ejendomspriser til fordel for et husmandssted på Ærø, og forskerjobbet blev skiftet ud med et liv som tækkemand.

Først havde jeg dog et barselsvikariat i den ene af øens dengang to kommuner, men da min ejendom gerne skulle tilbageføres til sit oprindelige udseende med strå på taget, måtte jeg jo lære håndværket, og fik derfor job hos den lokale tækkemand. I år er det 5 år siden jeg overtog firmaet, men jeg har desværre endnu ikke haft tid til at tække mit eget hus.

Området jeg bor i hedder "Herremarkerne" og ligger indenfor det det såkaldte "Herremarksdige", der omkranser den jord der indtil 1771 tilhørte herregården "Søbygård".

Det alsidige brug

Den landmand jeg købte mælk hos havde adskillige gamle husdyrracer, og også den rødhårede franske svinerace Duroc. Deres hårlag giver dem fordele på friland, bl.a. tåler de bedre solen end de lyserøde grise. Det er ikke kun langhårede røde køer der er charmerende, så her er et af en glad gris.

Der kom Duroc grise på markerne, en trepattet Jersey ko skulle være starten på en alsidig økologisk bedrift med fjerkræ, biavl, jordbær og grønsager. Det var meget sjovt al sammen, men da jeg overtog tækkeforretningen var der ikke tid til det hele om sommeren, så bedriften blev ren planteavl. Desværre er det ikke muligt at skaffe økologisk husdyrgødning på Ærø, så der er ikke tilført gødning udefra til min bedrift siden 1998. Det betyder selvfølgelig faldende udbytter, og da afsætningsmulighederne er begrænsede, endte det med et kornsædskifte. Faldende priser på økologisk korn, voksende problemer med rodukrudt gjorde det meget attraktivt at dyrke græs, specielt da EU åbnede for støtte denne afgrøde. Men hvis ikke tidsler og kvik skal erobre markerne, skal græsset slåes - og det koster. Så jeg startede søgningen efter nogle kreaturer, der kunne græsse mine 4,5 Ha. Det skulle være nogle hårdføre kreaturer, der kunne leve stort set uden fodertilskud, stald og pasning. Hereford var slet ikke inde i billedet, for jeg altid syntes at de har så grimme øjne. Det der lyserøde omkring øjeæblet får dem til at se lidt anæmiske ud, og så er de så almindelige, at det var for kedeligt.

Skotterne kommer

Valget stod derfor mellem Galloway og Skotsk Højlandskvæg. Jeg talte med repræsentanter for begge racer, og kiggede på køerne live i den ærøske natur. Dengang i 2005, var der to skottebesætninger og en Galloway besætning herovre. Jeg faldt hurtigt for skotternes rødhårede charme, eller var det Jørn Uhres salgstalent? Desværre var der ingen lokale, der ville sælge køer på det tidspunkt, så i oktober kom Jørn Uhre med "skævhorn" og "stumphale" med hver en lille kalv, Alex og Vera. På Jørn Uhres opfordring købte jeg dyr med stamtavle, og det har jeg ikke fortrudt, selvom det måske er tvivlsomt om jeg nogensinde kommer til at sælge avlsdyr. "Skævhorn" og "Stumphale" der rigtigt hedder hhv. Kongsholm Sus og Kongsholm Pil viste sig at have særdeles fine aner bl.a. i Vestskoven, og selvom de ikke er dyrskueegnede, har de begge s-indeks over 110 (men er af mystiske grunde fraværende på "hitlisten" pt.)

Bliver de tamme?

Så gik tiden ellers med at lære skotterne at kende, jeg fik meget god hjælp af diverse gamle artikler i Highland Nyt, Årsjournalen og hjemmesiden. Mange venlige tanker gik til Charlotte Skou i den forbindelse. Naturligvis var alle dyrene noget sky i starten, men foder er altid et godt lokkemiddel. Jeg fik anskaffet en strigle, og lærte at dyrene helst skal komme hen til dig frivilligt. Charlotte Skou havde et sted skrevet, at dyrene hellere vil kløs bagpå, end mellem ørene, men kræene havde altså ikke læst den artikel, og vendte frygtsomt altid hovedet mod mig. En dag da jeg var for utålmodig og listede bagom med striglen, mens koen spiste, kom der omgående et velfortjent spark. Heldigvis skete der ikke noget, og med tålmodighed blev alle tæmmet med striglen - i første omgang med en plasticrive, der kløede på bagen mens de spiste.

Tyrekalven blev desværre ikke tam, var altid på vagt og sky. Det kriblede ellers gevaldigt i mine fingre for at komme til at fjerne de "dreadloks" som babypelsen efterhånden var blevet til. Lige siden den første dag, hvor han stod i traileren og brølede ynkeligt, fordi han ikke turde komme ud til sin mor, har han været sky, frygtsom og på vagt, en adfærd som også hans lillebror udviser, selvom deres mor er tam. Det gav nogle problemer første gang besætningen skulle behandles mod blodlus og overhældes med bayticol. Et kosteskaft med bunden af en plasticflaske bundet i enden gjorde det muligt at behandle mod utøj på afstand, mens tyrekalven spiste. Ligesom hegnet holder dyrene inde, holder det også os andre ude, og det er min oplevelse, at det er lettere at komme tæt på sky dyr over hegnet.

Slagtning

I efteråret er den daglige spand æbler et hit, og var også lokkemad da "Alex" måtte lade livet i anledningen af min 40 års dag. Kl. 7 om morgenen kom dyrlægen, slagteren og Redningskorpset (Falck). Det var knapt blevet lyst, da jeg forsøgte at kalde kalven op mod vejen. Han kom da han så spanden, men tøvede noget, da han så den store kranbil, der blokerede markvejen udenfor folden. Heldigvis kom han helt op og gnaskede æbler, mens han forundret kiggede på alle de mennesker. Da riflen klikkede steg niveauet af adrenalin i min krop, men skidt med min kødkvalitet. Kalven faldt med skuddet, og slagteren virkede fuldstændig upåvirket, da han mekanisk pumpede lidt med kalvens ben, mens han holdt arterien åben med hånden. Kranen hejste dyret på ladet og kørte til slagteren. Det er rart at have med professionelle at gøre i den slags situationer, der kan være lidt følelsesladede for røgteren.

Det er en dyr måde at slagte på, men hvor var dejligt at slippe for at skulle læsse modvillige dyr op i slagterens bil. Om det er bilen eller chaufføren der gør det, ved jeg ikke, men det er min oplevelse, at selv de tammeste og fredeligste dyr kan bringes i panik af de to sammen. Da mine sidste grise i sin tid var kørt af sted, efter hyl, skrig, flugt og ballade svor jeg - aldrig mere på dén måde.

Kalven smager skønt, og samvittigheden har det så godt, at kun vegetarer har den bedre.

Kommer der kalve?

Køerne var løbet, da de kom i oktober 05, og jeg ventede tålmodigt over foråret og sommeren på kalvene, mens jeg spurgte om råd her og der. Alle var enige om, at i hvert fald den ene ko var drægtig. Over sommeren steg tvivlen, og i slutningen af juli var det 9 måneder siden, at køerne forlod deres tyr og flyttede til Ærø, så enten var der ingen kalve eller også var det lige oppe over. Den ko som hele vinteren havde set meget drægtig ud viste brunsttegn i slutningen af juli, så jeg ringede til inseminøren. Det lykkedes at fange koen, og inseminøren undersøgte hende langt nede i den bagerste fold. Den var desværre ikke med kalv, men i brunst. Samme aften kælvede den anden ko heldigvis med en velskabt tyrekalv. Da jeg kom ned om aftenen og så til kalven fulgte den brunstige ko efter, og forsøgte straks at bestige det lille nyfødte handyr. Hun blev skyndsomt flyttet fra barselsfolden til ungdyrene, hvorved også en del brølen ophørte. Jeg har siden flere gange observeret, at når inseminøren har haft den lange plastichandske på, så kommer der for alvor gang i hormonerne, og der springes lystigt.

Den nyfødte kalv kom til verden 9 måneder og 15 dage efter at koen kom til mig, så jeg tror næsten, at tyren har sprunget på koen på vej op i traileren. Det blev en lillebror, der desværre har en ukendt far, men han blev alligevel navngivet "Herremarkens Baldur", en fin kalv der vokser godt men desværre er ligeså sky, som hans storebror var.

Inseminering

Det er mit ønske at få en besætning på ca. 4 køer, og jeg vil ikke anskaffe en avlstyr før jeg har dette antal. Derfor skulle der insemineres i efteråret. Straks efter kælvningen startede den regelmæssige løften haler og noteringer i kalenderen. Den ene ko var let at erkende brunst på, og nem at fange, men havde inseminøren nu givet sæden til vikaren, havde de nået at skaffe en ny portion, og var jeg hjemme den rigtige dag. Efteråret gik med at gå rundt og løfte haler, og efterhånden som efterårsmørket sænkede sig, var det en tvivlsom fornøjelse at gå rundt i mørket og mudderet mellem 6 og 7 morgen for at lyse køerne bagi. Den ene ko blev insemineret 3 gange uden held, mens den anden i to brunster ikke lod sig fange. Selvom den er tam, ved den godt, hvad et reb er til, og det er ikke sådan bare lige at lægge et reb om hornene, når det ene vender nedad.

I fremtiden håber jeg at kunne gå sammen med andre avlere på øen om at anskaffe en god avlstyr.

Herrebesøg

Jeg anskaffede i sommerens løb en 3-årskvie; Langsted Terese, hvordan man som økologisk avler anskaffer sig nye dyr, når der ikke økologiske at få lige i nærheden, er også lidt bøvlet, men nu ved jeg hvordan. Rent juridisk måtte jeg faktisk kun anskaffe 0,4 stk ikke økologisk kvie. Men jeg fik lov til at tage resten med også.

Terese havde en del af sommeren gået sammen med Assenbjerg Vladimir, og ham kunne hun så godt lide, at hun overbeviste mine køer om at vi skulle have ham herover i stedet for inseminøren, der for øvrigt gik på barsel.

Så mellem jul og nytår fik vi besøg af Vladimir, fra Langsted. Han kom hjem i begyndelsen af marts, så nu håber jeg på 3 kalve til efteråret, og Tereses nu i maj. Jeg har en kvie, som egentlig var for ung til at gå med tyren, men for at få mest muligt ud af Vladimirs besøg fik hun lov. Derved undgik jeg også besværet med at skille et enkelt dyr fra resten af flokken og deraf følgende besværlig vinterfodring og brølen. Hvis hun er med kalv bliver hun 25 måneder, når hun kælver, men på grund af hendes fødselstidspunkt, når hun næsten 3 somres græs.

Fodring

Græs, og hjemmeproduceret wraphø er sammen med halm vinterfoderet her. Der er et vandhul i folden, så hvis jeg kører en balle wrap ind og laver et lille hul i plasten, er dyrene selvfodrende i en uges tid. Det var planen - men da Vladimir kom, skulle han lige vise sig for damerne, og lærte dem at splitte en balle på rekordtid, så nu er de på rationering.

Rationering, dvs. daglig fodring var ikke en del af planen, ligesom det heller ikke var meningen, at jeg skulle slæbe alt det vand, som jeg blev nød til i den lange frostperiode i den første vinter. Nu er den ekstremt milde 2. vinter overstået, og græsset i fuld gang. Ca. 1.april flyttede hele flokken over på den anden side af vejen til en frisk græsgang, der havde været skånet siden september. 14 dage dér med det sidste wraphø gav den store fold på 4 Ha en tiltrængt pause. Nu har de i 3 uger været tilbage på den store fold, og de sidste dages regn har gjort underværker for græsset.

Generelt er min fodringsstrategi ekstensiv - hjemmeavlet grovfoder året rundt. Highland Cattle er kendt for sin nøjsomhed, og hvis vi fortsat skal have dyr, der kan klare sig på magre græsgange, skal vi måske passe på med at fodre for godt og basere avlsarbejdet på de resultater vi kan opnå under de ringeste betingelser?

Økologisk?

Min jord, og dermed mine dyr er statskontrollerede økologiske, selvom kødet ikke kan få ø-mærket, når det slagtes her på øen. Men det er heller ikke derfor jeg er "økolog". Økologisk jordbrug, er for mig det naturligste. Jorden, vores dyr, og vi selv er del af et kredsløb, hvor mange faktorer er i fin balance med hinanden. Der er massevis af eksempler på, hvor galt det kan gå, når mennesket griber ind i økosystemer, hvor ikke alle faktorer var kendt. Økologisk jordbrug tilstræber en praksis, der griber så lidt som muligt ind i naturens systemer - arbejder sammen med dem, hvorimod man måske kan sige at en jordbrugspraksis, der anvender kunstgødning forsøger at eftergøre og forbedre de samme systemer. Hvis man forsøger at eftergøre naturen skal man være helt sikker på, at man har alle faktorer med i projektet, at der er balance. Hvis denne balance forskydes f.eks. ved kraftig N-gødskning (kvælstof) med mineralsk gødning (kunstgødning), bliver planterne mere attraktive for svampe og skadedyr. Samtidig kan den naturlige balance imellem næringsstofferne i planten forrykkes således at, at dyr der fodres med planten risikerer at få mangel på f.eks. mineraler. Derfor skal der gives mineraltilskud osv. Det er min opfattelse, at jo mere intensivt vi dyrker vores jord, og fodrer vores dyr jo større er risikoen for at få problemer i form af fejlernæring mangelsymptomer og ubalancer.

Mine køer spiser ikke mineraltilskud - muligvis fordi den økologiske variant ikke smager godt, eller måske fordi de ikke har behov?

Personligt vil jeg helst dyrke min jord uden at anvende "kunstige tilsætningsstoffer", hjælpestoffer hedder det med et forbrugervenligt udtryk. Men jeg er kun et menneske, så når tidsler, kvik og andet skab bliver for provokerende har jeg da tit ønsket mig en sprøjte med roundup, men dér hjælper min status som statskontrolleret økolog mig, for der er nemlig regler, sanktioner og også en lille "gulerod" i form af støtte. (men desværre har jeg ikke MVJ-jord).

Nu er det maj, og alting går så stærkt, at det er svært at følge med. Dyrene klør sig en del, og selvom det har været varmt, og de fælder, har de nok også lidt utøj. Kvien; Terese som jeg anskaffede i sommer skal have kalv, det er tydeligt - men hvor tæt på er det - jeg venter spændt.

Sommeren 2007

For første gang har jeg lavet hø, det tørrede hurtigt i junis gode vejr, og selvom det var et hårdt arbejde at få de mange baller på loftet inden regnen kom, så er det prima foder, som jeg venter mig meget af.

To af mine køer kælvede i oktober 2005, umiddelbart før jeg fik dem. Siden har jeg forsøgt at rykke kælvningerne frem tidligere på året, men det er svært, når jeg ikke vil springe et år over. Derfor venter jeg to kalve i november, men 2 køer har fået hver en kviekalv her i sommeren. Herremarkens Christa kom til verden 29. maj, og 2. august kom Chanel. Billederne herunder viser den stolte moder og datteren Chanel, der formodentlig højst er 1 time gammel.

Christa, der ligger med ryggen til, er nøjagtig to måneder gammel og allerede vokset godt til. Den nyfødte kalv er resultat af inseminering, men da der blev insemineret 2 gange i samme brunst skal jeg kigge godt efter for at afgøre om faderen er ”Sofus” eller ”Barraiche”, men det ender nok med en blodprøve til faderskabstest.

top